HOME
Akvariefotografering
Muligheden for at tage gode billeder af vore akvarier, er jo næsten blevet et "must have", her i disse forum-tider, hvor langt den største del af erfaringsudvekslingen foregår via PC skærmen. Dette medfører, at der jævnligt efterspørges letfattelige informationer om hvordan man lettest kan tage billeder som dem "de garvede" viser. Denne artikel vil prøve at gennemgå alt det man skal vide om akvariefotografering, for at få succes med dette.

Først skal Vi se lidt på de generelle forudsætninger,
som for en stor del, egentlig bare er en tilpasning af akvariet og de rutiner man almindeligvis har kørende omkrng det, og dernæst ser Vi nærmere på, hvilket udstyr der er brug for, og hvordan det bruges, med vægt på kameraet og dets indstillinger, med vægt på hvad de forskellige indtillingsmuligheder gør, hvor de sidder på kameraet, og hvordan de mest effektivt bruges.
 
Først noget om de generelle forudsætninger for at lette vejen til gode billeder:
 
Motivet
Det er måske lidt banalt, men der er faktisk mange, som overser det helt fundamentale, at det De tager billeder af, helst skal se godt ud!
Der er selvfølgelig undtagelser; Hvis man vil illustrere dårlig akvariepleje, syge fisk eller lignende fejl, skal man selvfølgelig vise eksempler på dette, men ellers er det ret oplagt, at hvis man f.eks. vil vise billeder af fisk,  skal det være flotte, raske eksemplarer i gode farver og ikke en halvsløj fisk, der tydeligvis ikke befinder sig godt. Det samme gælder planter og dekoration. Et billede af en halvvissen plante, i et trist akvarium, er ikke særlig inspirerende...
 
Akvariet
De fleste anvender det akvarium fiskene nu engang går i, og det er også det Vi vælger at gå ud fra her. Der er også gode grunde til at opholdsakvariet er det foretrukne fotoakvarium; det er jo i hvert fald tilgængeligt uden videre, og fiskene viser sig  (forhåbentlig da!) her fra deres bedste side. Man kan også her tage billederne med mindst mulig forstyrrelse af fiskene, og kan hurtigt være klar til at tage billeder, når der sker noget spændende. Adfærdsbilleder kan næsten kun lade sig gøre i opholdsakvariet, hvis man ikke kan have et dedikeret fotoakvarium stående i rimelig lang tid.

Det er derfor, som fotograf, nærliggende at sørge for at opholdsakvariet også er et godt fotoakvarium. Det er egentlig ret let, og falder godt i hak med det, der også i andre sammenhænge gør et akvarium til en nydelse at se på; først og fremmest, skal forruden (eller enhver anden rude man vil fotografere gennem) være HELT ren! Alle former for kalkpletter, algebelægning, fedtfingre m.m. bliver meget synlige på billeder, også selv om de nærmest fremstår som usynlige, når man bare sidder og betragter akvariet. Det samme kan man sige om ridser, så akvariet skal omhyggeligt holdes så ridsefri som muligt. Det er desværre næsten umuligt helt at undgå ridser, så man må som regel indgå det kompromis, at sørge for at holde styr på hvor de er, så man, om muligt, kan undgå at fotografere lige der.

Lampen over akvariet, er også noget af det der kan være med til at gøre akvariet mere eller mindre fotovenligt. Der er selvfølgelig det helt indlysende, at det er godt hvis den giver et kraftigt, naturligt lys, hvis det kun er det tilstedeværende lys der skal bruges, men hvis der skal bruges flash gennem overfladen, er det vigtigere at lampen tillader anbringelse af den eller de flash der skal bruges, uden at der skal rodes for meget rundt. Her kommer nogle af de populære heldækkende lamper til kort, da de i visse tilfælde kræver at lampen åbnes, eller helt løftes væk! En "gammeldags" lampe, som bare ligger oven på et dæksglas, er derimod let at have med at gøre, idet man blot lægger de flash der skal anvendes, på dæksglasset og lader lyset gå ned gennem dette. Det betyder i værste fald, blot at der skal skubbes lidt til lampen. Det kræver selvfølgelig at man holder det nævnte dæksglas rent!

Placeringen af akvariet, er ikke helt uden betydning. Hvis akvariet står meget lyst, uden mulighed for mørklægning, er fotograferingen i praksis begrænset til de timer hvor det er mørkt udenfor. Ligeledes kan det også give begrænsninger, hvis den nødvendige mørklægning af det lokale akvariet er placeret i, kolliderer med evt. andre familiemedlemmers aktiviteter. En placering i et hjørne, op ad en lys væg i den ene side, giver spejlbilleder i forruden, og ødelægger muligheden for at fotofrafere i en del af akvariet. Her kan man dog afhælpe problemet med noget mørkt stof på væggen under fotograferingen. Et luksusproblem, kan være, at man har flere akvarier i samme rum! Hvis akvarierne er placeret overfor hinanden, vil de hver især give reflekser i det andet akvarium. Også her er et mørkt (lystæt) stykke stof løsningen, Det lægges så det dækker for det akvarium man ikke er i gang med at fotografere. Man kan selvfølgelig også bare slukke lyset over det pågældende akvarium, hvis man ikke har noget imod at forstyrre fikene i dette.

Det er selvfølgelig også en fordel, hvis der kan anbringes en behagelig stol foran akvariet, som kan placere fotografen i en passende højde og afstand i forhold til akvariet. Det betyder, som hovedregel, at man sidder med hovedet (og dermed kameraet) lidt over midten af akvariets højde. Det er svært at give regler for afstanden, da meget afhænger af hvilket objektiv man bruger, og hvad man vil have med på billedet.
 
 
Tekniske udtryk og indstillinger
Heldigvis er det også relativt let at tage nogle duelige billeder hvis man ligger inde med et egnet kamera, men alligevel dukker spørgsmålene om "indstillinger til akvariefotografering" jævnligt op.
Sandheden er, at der ikke er nogen fast "akvarieindstilling", men derimod en kort række parametre, som man kan vælge mellem, som hver især spiller sammen om at skabe et teknisk godt billede. For nu at starte helt fra bunden, vil jeg starte med at forklare lidt om hvad alle de tekniske udtryk vi smider omkring os med, egentlig betyder.
 
Først er der kameraets indstillingsmuligheder:

Blænde (engelsk: Aperture).
Blænden består rent mekanisk af nogle lameller, som kan justeres til at lave en større eller mindre åbning inde i objektivet, hvor lyset kan passere.

Formålet er primært at regulere hvor meget lys der lukkes ind, men der en sideeffekt; En stor blændeåbning, som lukker meget lys ind, giver et lille dybdeskapheds felt, hvorimod en lille blændeåbning, som til gengæld lukker meget lidt lys ind, giver et større ditto.

Blændetal angives efter en tabel, hvis logik ikke ligger ligefor, så her må man bare lære dem udenad. De største tal angiver de mindste åbninger!
Her er rækken af blændetal i fulde stop (hvert trin fordobler/halverer lysmængden)
1.0, 1.4, 2, 2.8, 4, 5.6, 8, 11, 16, 22...
Listen fortsætter, men det er højest usandsynligt at du får brug for dette. De fleste objektiver har ikke mulighed for alle indstillingerne, og især de store blændeåbninger findes kun på dyre objektiver.
 
Lukkertid (engelsk: shutter).
Lukkeren består af to "rullegardiner", som vandrer vertikalt foran sensoren. Det ene gardin er fæstnet foroven, og det andet for neden.
Når lukkeren ikke er aktiv, står de altid sådan, at det ene er rullet ud, og det andet ind. Det betyder, at der altid er et gardin som spærrer for lyset. Når udløserknappen trykkes ned, vil det gardin som spærrer for lyset, rulle væk, og dermed lade lyset nå sensoren. Når den valgte lukkertid er gået, følger det andet gardin efter, og lukker nu for lyset igen. Dette skulle, hvis lukkertiden er korrekt valgt, resultere i, at sensoren har modtaget den korrekte mængde lys (i praksis er moderne lukkere lavet af metallameller, men det er lettere at beskrive den gammeldags lukker, og princippet er det samme).
Generelt er den kortest mulige lukkertid ønskværdig, idet alle bevægelser, enten med kameraet eller af motivet, foretaget i det tidsrum lukkeren er åben, vil resultere i "udtværing" af billedet, og der er naturligvis mindre risiko for at dette sker, når lukkertiden er f.eks. 1/1000 end 1/30 sekund.
Lukkertid angives som regel som brøkdele af sekunder (eks. 1/500), men skrives ind imellem blot som tallet efter brøkstregen (eks. 500). Der opereres med en fast tabel, hvor hvert trin er en fordobling/halvering af lysmængden, men nogle kamera modeller kan bruge værdier der ligger mellem disse. Et uddrag af tabellen, med de tider som er mest relevante:
1/30, 1/60, 1/125, 1/250, 1/500, 1/1000...
 
ISO-værdi (engelsk: ISO value).
ISO værdien er et udtryk for, hvor meget det signal sensoren modtager, forstærkes. Jo højere ISO værdi, jo mindre lys kræves der, for at belysningen af billedet bliver korrekt.
Bagsiden af en højere ISO indstilling er imidlertid, at signalforstærkningen medfører noget man i daglig tale kalder "støj" (engelsk: noise) der fremtræder som korn eller farvebånd i billedet, hvis man kommer for højt op. Derfor er det altid en god ide at holde den så lavt som det er praktisk muligt. Nyere DSLR kamera, er dog efterhånden så gode, at værdier op til ISO 1000, er ganske udmærkede, og i visse tilfælde, har jeg haft gode erfaringer med værdier op til ISO 2500. Dette er dog ikke noget man skal regne med!

 
De tre ovennævnte indstillingsmuligheder, spiller sammen om at give et korrekt belyst billede, men har, som det ses, også nogle sekundære egenskaber, som kan gøre det vanskeligt at vælge den rette kombination. I det følgende, ses der bort fra brug af flash!

Man kan opfatte ISO som base-indstillingen. Den vælges, så den giver mulighed for at opnå nogle fornuftige kombinationer af blænde/lukkertid. Som nævnt, er det en fordel at holde den så lavt som muligt, men ved dårlige lysforhold er man nødt til at justere op.
Hvor meget man kan gøre dette, og hvor synlig "støjen" bliver, afhænger af kameraet (her er en af de eneste parametre, hvor valget af kamera model virkelig har noget at sige).

Blænde/lukkertid er afhængig af hinanden; Hvis man vælger en stor blændeåbning, som lukker meget lys ind, har man ikke brug for så lang en lukkertid, som hvis man vælger en lille blænde, der lukker mindre lys ind. Tænk på det som at fylde et glas med vand; drejer man helt op for hanen (stor blænderåbning) tager det kortere tid (lukkertid) at fylde glasset! Her er nogle eksempler på blænde-lukkertidskombinationer, som alle vil give samme mængde lys på sensoren:
4-1/250
5.6-1/125
8-1/60
11-1/30
Hvordan tallene bliver i den aktuelle situation, afhænger naturligvis af den tilgængelige lysmængde!

Den sidste indstillingsmulighed, er fokusering, som i modsætning til de tre førstnævnte, ikke har nogen sammenhæng med eller påvirkning af noget andet. Her gælder kun en regel, nemlig at motivet skal være i fokus! Langt de fleste kamera har indbygget AF, og det virker som regel rimelig godt (her er et andet parameter, hvor man kan købe sig frem til bedre muligheder), men i enkelte tilfælde, kan det være nødvendigt at fokusere manuelt. Da hver kameramodel har sin egne særheder, er det vanskeligt at give gode råd her, men som hovedregel virker det bedst, hvis man kun bruger en enkelt AF sensor (den midterste) og har AF sat på continuous, som får kameraet til at blive ved med at fokusere, så længe man holder udløserknappen halvt nede.

Man skal her være opmærksom på, at kameraet i denne indstilling tillader at billedet tages, også selv om motivet er ude af fokus!
 
Herunder følger en illustreret gennemgang af de forskellige indstillingsmuligheder på et typisk DSLR.
 
Programhjulet
Centeret for indtillingerne er det såkaldte programhjul, som findes på stort set alle DSLR i lav- og mellempris gruppen. Billedet her er af et Nikon D70s, men de omtalte funktioner findes på alle DSLR kamera. Hjulet her er delt op i to "afdelinger"; En med sort baggrund, og en med sølvfarvet baggrund. Indstillingerne på sort baggrund kan variere meget fra kamera til kamera, og er stort set bare automatiske valg af indstillinger, som man selv kan foretage, hvis man ved hvad man laver. Denne del af hjulet glemmer Vi fra nu af, da de ikke bidrager til forståelsen af hvordan kameraet virker!

På den sølvfarvede baggrund, er der 4 indstillinger; M, A, S
og P
.

M står for Manual, eller Manuel, og betyder, at alle indstillinger skal foretages af fotografen. Det betyder, at man selv skal vælge både blænde og lukkertid (ISO værdien ser vi bort fra her, da den som regel er valgt i forvejen, og ligger "fast"). Dette gøres naturligvis ikke bare på må og få, men justeres ind, så lysmåleren i søgeren viser, at billedet vil blive korrekt eksponeret. Lysmåleren er som regel en skala som sidder i bunden af søgeren, som viser hvordan de aktuelle indstillinger vil eksponere billedet i forhold til det som kameraet vurderer som det korrekte. DENNE LYSMÅLER ER KUN SYNLIG NÅR KAMERAET STÅR PÅ M!
Som det sikkert allerede fremgår, er dette ikke den bedste metode, når der er tale om motiver der bevæger sig hurtigt mellem områder med forskellige lysniveauer, og selv om mange garvede fotografer sværger til den, må man objektivt sige, at metoden ikke giver nogle resultater, som man ikke kan opnå ved de 3 andre indstillinger.

A står for Aperture, eller Blænde. På nogle kamera hedder indstillingen Av, men det er det samme. Indstillingen betyder, at fotografen selv skal vælge blænden, hvorefter kameraet så vælger den korrekte lukkertid, ud fra det tilgængelige lys. Denne indstilling er formentlig den mest anvendte blandt erfarne fotografer, fordi den tillader at man foretager det mest oplagte kreative valg selv, og lader kameraet om at ordne det som alligevel skal rettes ind derefter, automatisk. I forbindelse med akvariefotografering (stadig uden flash!), vil den store eksponeringsmæssige udfordring som regel være, at få en tilstrækkelig hurtig lukkertid, hvilket opnåes ved at vælge størst mulige blændeåbning (laveste tal!). Prisen er, at dybdeskarpheden bliver mindre, jo større blændeåbningen er, så hvis man overhovedet KAN få acceptable lukkertider ved en mindre blændeåbning, bør man forsøge dette.

S står for Shutter, eller lukker. På nogle kamera hedder indstillingen Tv. Indstillingen betyder, at fotografen selv skal vælge lukkertid, hvorefter kameraet så vælger den korrekte blænde, ud fra det tilgængelige lys. Som det ses, vil man stadig opnå nøjagtig samme billede, som hvis man valgte M eller A, men her prioriterer man altså at få en bestemt lukkertid, og lader kameraet om at indstille den tilhørende blænde, efter hvor meget lys man har til rådighed. Indstillingen er mest brugbar, hvis man specifikt ønsker en langsom lukkertid, som kameraets programmering ellers er indstillet til at undgå p.g.a. risikoen for rystede billeder. Hvis man er interesseret i hurtigst mulig lukkertid,  virker A indstillingen bedre (se ovenfor). Kommer man til at vælge en lukkertid, som ikke kan lade sig gøre, fordi der ikke kan findes en passende blænde, vil søgeren indikere dette, ved at blændetallet begynder at blinke. Vælger man at ignorere dette, tager kameraet enten billedet med den hurtigst mulige lukkertid, som vil give et korrekt eksponeret billede, eller tager alligevel billedet som krævet af indstillingen, men dette vil så blive forkert eksponeret.

P står for program. I denne indstilling, vælger kameraet automatisk både lukkertid og blænde ud fra et program som er lagt ind i kameraet af producenten. Ideelt set, tager programmet højde for hvilken brændvidde objektivet har (eller for zoom objektiver, er indstillet på), men det er ikke alle kamera som gør dette, så vær opmærksom her!
De fleste kamera har noget som kaldes "programforskydning". Det betyder, at man, hvis man ikke er tilfreds med det valg kameraet har gjort, kan forskyde blænde/lukkertids kombinationen. Har kameraet valgt f.eks. en lukkertid på 1/125 og en blænde på 8, kan man forskyde dette til 1/250-5.6 eller 1/500-4 o.s.v. Man kan naturligvis også gå den anden vej!

For A
og S gælder, at den værdi man selv skal vælge, justeres med et kontrol hjul. På de bedre kamera, er der 2 hjul. Her ligger kontrollen af blænde og lukkertid på hvert sit hjul, men på nogle kamera er der kun et hjul, og så afhænger funktionen af indstillingen, således at man automatisk justerer det kameraet ikke selv vælger.

M giver så et lille problem, idet der er to ting man selv skal justere, men her gælder det, at der for den ene indstilling, skal trykkes på en eller anden knap, medens man drejer på hjulet (konsulter manualen!). På et sådant kamera, er indstillingen M
endnu mere besværlig, end den er i forvejen! For P gælder, at kontrolhjulet/-hjulene bruges til at forskyde kombinationerne.

Det viste programhjul er den typiske løsning på kameramodeller der er rettet mod begynder- og mellemklasse kamera. Profesionelle og semiprofesionelle modeller har som regel et andet layout, som er hurtigere at betjene, men mindre overskueligt (til man har lært at bruge det).
   
Billeder af de nævnte kontrolhjul. De sidder på et Nikon D70s, som altså har to hjul.
 
Knap til Eksponeringskompensation
Det kan ske, at kameraets lysmåler bliver snydt; Det sker som regel fordi at der er store områder i billedet, som enten er meget mørke eller meget lyse, hvilket får kameraet til at kompensere, ved enten at over- eller undereksponere. Det skyldes at kameraet er programmeret til, at motivet reflekterer 12% af det indkommende lys, hvilket passer rimelig godt på de fleste motiver, men selvfølgelig ikke alle.
Når dette sker, kan man gøre 2 ting; I M
vil man typisk bare vælge en indstilling som viser enten over- eller underbelysning på måleren, og i alle andre indstillinger vil man bruge den indbyggede eksponeringskompensation!

Her er vist den knap man trykker på (Det er knappen med +/- symbolet), samtidig med at man drejer på et af indstillingshjulene, til man ser en værdi i displayet, som angiver en over- eller underbelysning man regner med at der er brug for, og prøver igen!

Den omtalte lysmåler har flere måder at måle ved; Typisk kan man vælge mellem Centervægtet-, Evaluerende- (kaldes ofte et eller andet "smart" som er forskelligt fra mærke til mærke, hos Nikon hedder det "Matrix") og Spot-måling.

Centervægtet måling, måler hele billedfladen, men lægger ekstra vægt på det som er i midten af billedet.

Evaluerende måling, måler efter et "magisk" mønster, som er udviklet af den enkelte fabrikant, og sammenholder denne måling med et indbygget arkiv af målinger. Programmet afgør så hvad billedet sandsynligvis skal afbilde, og vælger en blænde/lukkertidskombination der passer til. Det virker overraskende godt i langt de fleste tilfælde, men netop akvariefotografering kan engang imellem snyde.

Spot måling (findes ikke på alle kamera), måler en lille plet, typisk i centrum af billedet, og baserer eksponeringen udelukkende efter dette. Det giver en mulighed for at prioritere hovedmotivets eksponering, på bekostning af det omkringliggende, hvis dette skulle kræve noget andet.

Hvad der er bedst, afhænger af situationen, og vil blive behandlet i en efterfølgende artikel.

Indstillingen foregår desværre ofte i Menu systemet, når det gælder kamera i den billige ende, men på lidt mere avancerede modeller, er det som regel en drejeknap, med de relevante positioner.
 
Fotografering med flash
Det ovenfor beskrevne er faktisk alt sammen gyldigt hvis man bruger en flash, blot med den forskel, at flashen giver en vis uafhængighed af det eksisterende lys over akvariet og, afhængig af flashens styrke, mulighed for at tilføre næsten alt det lys man har brug for, og dermed giver mulighed for at vælge blænde/lukkertids kombinationer som ellers ville være umulige.

Der er dog en begrænsning, som kræver lidt teknisk indsigt for at forstå, nemlig synkroniseringstid (også kaldet X-tid p.g.a. at tiden i "gamle dage" var markeret med et X på det drejehjul man dengang indstillede tiden med). Denne kan variere fra kamera til kamera, og ligger typisk mellem 1/125 og 1/250 sekund. Dette er den hurtigste lukkertid som tillader at flashen får belyst hele billedet, og kameraet blokerer sædvanligvis for valg af hurtigere lukkertider, når flashen er tændt.

I praksis behøver man ikke at vide andet, end at det letteste er at stille flashen på automatik og kameraet på Manual (M
på drejehjulet, som forklaret ovenfor). Man vælger så hurtigste synkroniseringstid, og bruger blændeåbningen til at variere på dybdeskarpheden. Begrænsningerne ligger i, at flashen, især den indbyggede som er ret svag, ikke altid kan give tilstrækkeligt lys til at give korrekt eksponering ved små blændeåbninger, og omvendt at akvariets almindelige belysning kan få for meget indflydelse på billedet ved store blændeåbninger. Blænde 8/11/16 er gode udgangspunkter for eksperimenter.

Nedenstående forklaring kan man sagtens leve uden, hvis man er med på at acceptere tingenes tilstand, uden at vide hvorfor de er som de er.
Problemet ligger i konstruktionen af lukkeren; Som nævnt ovenfor, består lukkeren af to "gardiner" som trækkes fra/for med et bestemt tidsinterval. Problemet er, at der er begrænsninger for hvor hurtigt man kan få disse gardiner til at bevæge sig, og ved meget hurtige lukkertider, er det bageste lukkergardin (det gardin som lukker af for lyset igen, efter at forreste lukkergardin har åbnet) nødt til at starte sin vandring, før det forreste er nået helt frem. Der er således tale om en åben sprække mellem de to gardiner, som bevæger sig henover billedfladen, og belyser denne. Det virker fint når der er tale om kontinuerlig belysning, men et flashglimt er typisk på mellem 1/10000 og 1/100000 sekund, så resultatet vil blive, at kun sprækkens bredde modtager lys, og resten ligger i mørke, hvis man vælger en lukkertid der er hurtigere end en der tillader at billedfladen er helt åben. Den hurtigste lukkertid der giver mulighed for en fuld åbning, er synkroniseringstiden!

Man kan få kamera modeller der omgår denne regel; Det foregår enten ved at flashglimtet forlænges til at vare hele synkroniseringstiden, på bekostning af lysstyrke (flashpærens kraft har samme styrke, men fordeles over længere tid), og det kan give bevægelses-uskarphed ved macro fotografering.

Den anden metode er meget lidt brugt, og består i, at alle lukkertider over synkroniseringstiden, klares ved at tænde og slukke for sensoren i stedet. Det er smart, men af en eller anden grund, næsten aldrig brugt på DSLR kamera (den viste model, Nikon D70, er en af meget få).
 
Knap til styring af Flash
Flashens virkemåde indstilles ved at holde knappen med lynet inde, samtidig med at man drejer på et indstillingshjul, typisk det samme hjul som er beskrevet ovenfor, til indstilling af blænde/lukkertid. Valgmulighederne varierer fra kamera til kamera, men omfatter typisk ting som;

Anti-rødøje, som får flashen til at blinke nogle gange, før det rigtige flashglimt, og derved får pupiller der er rettet mod kameraet, til at trække sig sammen og dermed minimere effekten af "røde øjne syndromet". Ikke rigtigt brugbart til akvariefotografering!

Slow-sync, som får lukkeren til at forblive åben i den tid som kameraet ville have valgt uden brug af flash. Giver en fin effekt, hvis hovedmotivet står nogenlunde stille og kameraet er på stativ, men duer ikke rigtigt til akvariefotografering, hvor det typisk bare får billedet til at virke "uldent i kanterne".

Auto, som simpelthen måler behovet for lys, og afgiver et flashglimt der passer til! Den automatiske funktion er på de fleste kamera tilstrækkelig god til at være den oplagte indstilling når det gælder akvariefotografering.

Også ved flashmåling kan kameraet tage fejl, og det rettes på samme måde som ved fotografering i naturligt lys; man bruger kompenserings-indstillingen. På nogle kamera, kan man vælge kompensering af flash direkte, på andre er det en automatisk del af eksponeringskompensationen.

Herover er vist den omtalte knap. På dette kamera, er knappen samtidig knap for indstilling af flash kompensation. Det kan lade sig gøre, fordi kameraet har to indstillingshjul; når man holder knappen inde, justerer det ene hjul kompensationen og det andet vælger funktionsmåde. På kamera med et kontrolhjul er den ene funktion ofte lagt ind i menuen og dermed ikke så let at nå i en fart.